Hvad er en official

For en sikkerheds skyld

HMS og ASK Hedelands officials fungerer som flagdommere, løbsassistenter, teknisk kontrol og meget mere, primært ved historiske racerløb i Danmark og Sverige.

Vi sætter en ære i som officials at kunne yde den support, der er nødvendig for at motorløb kan afvikles på betryggende vis, samtidig med at vi får lov til at følge motorsporten på allernærmeste hold.

Flagofficials er kort sagt for motorsport, hvad linjevogtere er for fodbold: Vi sørger for sikkerhed og fairplay på banen.

Vi er ca. 50 aktive officials i HMS og ASK Hedelands officialkorps. Aldersfordelingen er jævnt fordelt på alle aldersklasser. Man skal være 16 for at få licens og vi har mange unge i truppen. Der er ingen pensionsalder, og det er der så nogen der nyder godt af. Så længe man kan bevæge sig uhindret, vifte med to flag, og hørelse og syn er i orden, kan man fortsætte hos os.

Der er (endnu) flest drenge i truppen, men pigerne er på vej!

Man får ikke løn som official, men en passende dækning af transportudgifter og udgifter til fortæring på dagen. Lønnen består primært i at kunne følge de fascinerende biler kappes på banen, eller blot mødes til en træningsdag under venskabelige former.